Edvard Grieg - Bergliot, Op. 42

I dag kong Harald
Får give ting-fred;
Ti Einar fulgte
Fem hundred bønder

Eindride, sønnen
Slår vagt om huset
Imens den gamle
Går ind til kongen

Så minnes Harald
Måske, at Einar
Har tvenne konger
I Norge kåret, --

Og giver fred
Og forlig på loven;
Hans løfte var det
Og folket længes. --

Hvor sanden fyger
Ned over vejen
Og støj der stiger? --
Se ud, min sko-svend!

-- Kanske blot vinden!
Ti her er vejrhårdt:
Den åbne fjord
Og de lave fjælde
Jeg minnes byen
Ifra min barndom;
Hid vinden hidser
Der vrede hunde

-- Men støj der tændes
Af tusen stemmer?
Og stål den farver
Med kamprød flamme!

Ja, det er skjold-gny!
Og se hvad sand-gov:
Spyd-bølger hvælve
Om Tambarskjelve!

Han er i trængsel! --
Troløse Harald:
Lig-ravnen løfter sig
Af din ting-fred!

Kør frem med karmen
Jeg må til kampen;
Nu sidde hjemme
Det galt jo livet!

O bønder, berg ham!
Slå kreds omkring ham;
Eindride, værg nu
Din gamle fader!
Byg ham en skjold-borg
Og giv ham buen
Ti døden pløjer
Med Einars pile!

Og du, St. Olav
O for din søns skyld!
Giv du ham gagn-ord
I Gimles sale!

Flokken de sprænger...
Og kjæmper ej længer;
I bølger
De følger
Hverandre mod elven
Hvad er der vel hændt?
Hvad spår denne skjælven?
Har lykken sig vendt? -
Hvad er det, hvi stanser
Nu bøndernes skare? . .
Med nedstukne lanser
To døde de kranser
Og Harald får fare? --
Hvad trængsel der er
Ved tingstuens port;
Stille al hær
Vender sig bort? -
Hvor er Eindride!
Sorgfulde blikke
Flygter tilside
Frygter mit møde . .
Så kan jeg vide:
De to ere døde! --
-- Rum! Jeg må se:
Ja, det er dem! --
Kunde det ske? . .
Jo, det er dem:
Falden er herligste
Høvding i norden;
Norriges bedste
Bue brusten

Falden er Einar
Tambarskjelve
Sønnen ved side, -
Eindride!

Myrdet i mørke
Han, som var Magnus
Mer end fader
Kong Knud den stores
Kårede sønne-råd

Falden for snigmord
Skytten fra Svolder
Løven, som sprang over
Lyrskog-heden!

Slagtet i baghold
Bøndernes høvding
Trøndernes hæder
Tambarskjelve!

Hvidhåret, hædret
Henslængt for hundene, --
Sønnen ved side
Eindride!

Op, op, bondemænd, han er falden;
Men han, som fældte ham, lever!
Kenner I mig ikke? Bergliot
Datter af Håkon fra Hjørnungavåg! -
Nu er jeg Tambarskjelves enke!

Jeg roper på eder, hær-bønder:
Min gamle husbond er falden
Se, se, her er blod på hans blege hår!
Eders hoveder kommer det over
Ti det bliver koldt uden hævn

Op, op, hærmænd, eders høvding er falden
Eders ære, eders fader, eders børns glæde
Hele dalens ævertyr, hele landets helt
Her er han falden, og I skulle ikke hævne?

Myrdet i mørke, i kongens stue
I tingstuen, lovstuen er han myrdet
Myrdet af lovens første mand
O, lyn vil falde fra himlen på landet
Hvis det ikke luttres i hævnes lue!

Skyd langskibe fra land
Einars ni langskibe ligger her
Lad dem bære hævnen til Harald!

O, stod han her, Håkon Ivarson
Stod han her på bakken, min frænde
Da fandt Einars bane ikke fjorden
Og eder, fejge, slap jeg bede!

O bønder, hør mig, min husbond er falden
Mine tankers højsæde i halvhundred år!
Vælted er det, og ved dets højre side
Vor eneste søn, o al vor fremtid!
Tomt er der nu innen mine to arme;
Kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden?
Går jeg bort til de fremmede steder, --
Ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen;
Men vender jeg mig derhen
Ak, så savner jeg dem selv!

Odin i Valhal tør jeg ikke finne;
Ti ham forlod jeg i min barndom
Men den nye Gud i Gimle?
Hen tog jo alt, jeg havde!

Hævn? Hvem nævner hævn?
Kan hævn vække mine døde?
Eller dække over mig for kulden?
Finnes i den et tilstængt enkesæde
Eller trøst for en barnløs mor?

Gå med eders hævn; lad mig være!
Læg ham på karmen, ham og sønnen;
Kom, vi vil følge dem hjem
Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt
Lad ham også tage hævnen, ti den forstår han!
Kør langsomt, ti sådan kørte Einar altid;
Og vi kommer tidsnok hjem

Hundene ville ikke møde med glade hop
Men hyle og hænge med halen
Og gårdens hester ville spidse øren
Vrinske glade mod stalddøren
Og vente Eindrides stemme

Men den lyder ikke længer
Ej heller Einars skridt i svalen
Som råbte, at nu måtte alle rejse sig
For nu kom høvdingen!

De store stuer vil jeg stænge;
Folkene vil jeg sende bort;
Kvæg og hester vil jeg sælge
Flytte ud og leve ene
Kør langsomt;
Ti vi kommer tidsnok hjem